Læsetid: 1 min.

Indledning

Det danske samfund har rødder, der rækker langt tilbage i tiden. Danmarks historie er vigtig at kende for at forstå det danske samfund, som det ser ud i dag. Velfærdssamfundet, det politiske system, økonomien, kulturen og hverdagslivet er alle resultater af en lang historisk udvikling.

Danmark har i størstedelen af sin historie været en magtfaktor i Norden og omkring Østersøen og har bestået af mange forskellige befolkningsgrupper, men er gradvist blevet reduceret til en småstat med en forholdsvis ensartet befolkning.

Den danske stat har gennem sin lange historie haft flere forskellige styreformer. Selv om alle styreformer har haft monarkiet som statsform, har kongemagten spillet meget forskellige roller gennem tiden.

I dag er kongen stadig formelt landets statsoverhoved, men det er de folkevalgte politikere, der har den politiske magt i Danmark.

I dette kapitel gives et overblik over nogle af de historiske begivenheder og epoker, der har haft stor betydning for Danmarks udvikling frem til i dag. Det er ikke en fuldstændig og udtømmende Danmarkshistorie. Formålet er at beskrive de historiske hovedtræk og tendenser, der har sammenhæng med de fire centrale temaer, der gennemgås i de efterfølgende kapitler:

  • Det danske demokrati
  • Den danske økonomi
  • Danmark og omverdenen
  • Dansk kulturliv
  • Temaopslag

Når der i lærematerialet efter en person er nævnt årstal i parentes, angiver det for konger eller dronninger deres regeringstid, mens årstallene for andre personer angiver deres levetid. Som eksempler kan nævnes Frederik 3. (1648-1670) og Karen Blixen (1885-1962).

Den store Jellingsten blev rejst af Harald Blåtand cirka 965.
Jellingsten billede

Det officielle læremateriale

Læremateriale til indfødsretsprøven 2026 - officielt materiale fra Udlændinge- og Integrationsministeriet

På denne side læser du det officielle læremateriale til Indfødsretsprøven af 2025 (dvs. til prøven der bliver foretaget i 2026).

Materialet består af en PDF fil på ca. 230 sider, som vi har overført til enkle og læsevenlige sider på vores hjemmeside. Ønsker du alligevel at downloade materialet som PDF fil, kan du det gøre her.

Læs online