Danmark i det globale samfund (1990-)

Danmarkshistorien har siden 1990 stået i globaliseringens tegn. Berlinmuren og Jerntæppet faldt, og nye konflikter brød ud. Kampen mod terrorisme har også præget verden og Danmark, og har spillet en ny og mere aktiv rolle i internationale forhold. EF udvidede det politiske samarbejde og blev omdøbt til Den Europæiske Union (EU), men danskerne tog kun tøvende det nye EU til sig. Landets økonomiske situation – dog afbrudt af en finanskrise i 2008 – forbedrede sig igen, og problemer med at integrere flygtninge og indvandrere i samfundet optog stadig flere. I 2020 ramte en global sundhedskrise med Covid-19.

13.1 DANMARK I DET NYE EUROPA

Omkring 1990 brød det kommunistiske system i Østeuropa sammen. Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 betød enden på Den Kolde Krig. Det medførte store forandringer i Europa. Central- og østeuropæiske lande, som tidligere havde ligget bag Jerntæppet, rykkede nu politisk tættere på Vesteuropa. Danmark fik tætte forbindelser med især de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen.

Berlinmuren faldt i november 1989.

Efter Den Kolde Krig brød nye konflikter ud, blandt andet i Irak og det tidligere Jugoslavien. Danmark deltog fra nu af i øget grad aktivt i internationale konflikter og blev involveret i flere af disse krige. Efter at Irak havde besat Kuwait i 1990, sendte Danmark således et krigsskib af sted, der skulle hjælpe med at håndhæve det internationale samfunds handelsblokade over for Irak.

Jugoslavien blev opløst i 1991-92. I stedet opstod en række selvstændige stater, som hurtigt kom i konflikt med hinanden. Danske soldater var udsattioneret som FN-styrker (i Bosnien og Kroatien) i midten af 1990’erne. De skulle være med til at skabe fred mellem stridens parter. Også Kosovo, som dengang var en provins i Jugoslavien, blev ramt af konflikt i 1999. Her deltog danske jagerfly i NATO’s aktioner.

Danmarks forhold til det europæiske samarbejde var præget af politisk uenighed i 1990’erne. I 1992 blev de 12 medlemslande enige om at udvide samarbejdet, og EF skiftede navn til EU – Den Europæiske Union. Navneforandringen afspejlede, at samarbejdet, som hidtil havde været et samarbejde om økonomiske spørgsmål som handel, landbrug og fiskeri, blev udvidet med en bredere vifte af politiske samarbejdsområder.

Et flertal i Folketinget gik ind for, at Danmark skulle deltage i det udvidede samarbejde. Men ifølge grundloven var det nødvendigt at afholde en folkeafstemning. I juni 1992 stemte et lille flertal af befolkningen (50,7 procent) nej til Maastricht-traktaten, som unionsaftalen kom til at hedde, fordi den var indgået i byen Maastricht i Holland.

I 1993 stemte et flertal af befolkningen (56,7 procent) ja til den såkaldte Edinburgh-aftale, som betød, at Danmark fik fire såkaldte forbehold over for EU. Det vil sige, at Danmark ikke deltog i EU’s samarbejde på følgende fire områder: unionsborgerskabet, den fælles valuta (euroen), forsvarsområdet og samarbejdet om en fælles rets- og udlændingepolitik.

To af forbeholdene gælder stadig i dag. Derfor har Danmark således for eksempel fortsat sin egen nationale valuta, kronen, hvorimod de fleste EU-lande har den fælles valuta, euroen. Og Danmark deltager heller ikke i EU’s fælles rets- og udlændingepolitik. Modstanden mod EU i dele af befolkningen blev også en af årsagerne til, at Enhedslisten, som var en samling af en række mindre venstrefløjspartier, blev valgt ind i Folketinget for første gang i 1994. Trods EU-forbeholdene er et klart flertal af den danske befolkning positivt indstillet over for det danske medlemskab af EU.

13.2 ØKONOMISK OPSVING OG DISKUSSIONER OM INDVANDRING

I 1993 kom Socialdemokratiet igen til magten med Poul Nyrup Rasmussen som ny statsminister. De økonomiske problemer, som Danmark oplevede i 1970’erne og i 1980’erne, vendte til en økonomisk opgang. Midt i 1990’erne steg den økonomiske vækst igen, og flere kom i arbejde. Desuden betød produktionen af olie og gas fra de danske felter i Nordsøen, at Danmark efterhånden fik en nettoeksport af olie. Det var medvirkende til, at overskuddet på handelsbalancen blev større, og gælden til udlandet efterhånden blev afviklet. Debatten om indvandring til Danmark fyldte stadig mere i løbet af 1990’erne. Antallet af personer med indvandrerbaggrund var steget meget i de foregående årtier, og i de større danske byer var der opstået bydele, hvor mange beboere havde en anden etnisk baggrund end dansk.

Boligområdet Gellerupparken i Aarhus. Foto: Tue Schou Pedersen.

Samtidig havde mange flygtninge og indvandrere vanskeligt ved at få uddannelse og arbejde. Spørgsmålet om integration fik i denne periode stor politisk opmærksomhed – blandt andet fordi forholdsvis mange med udenlandsk baggrund i Danmark klarede sig dårligt i uddannelsessystemet, og fordi en forholdsvis stor andel var uden arbejde og modtog sociale ydelser som kontanthjælp og førtidspension. Mange danskere mente også, at nogle indvandrere havde en kultur, som var meget anderledes end danskernes, og at de ikke altid var gode nok til at lære det danske sprog. Ønsket om stramninger af udlændinge- og integrationspolitikken blandt mange danskere havde stor betydning for, at Dansk Folkeparti med partistifter og partiformand Pia Kjærsgaard (f. 1947) i spidsen blev valgt ind i Folketinget første gang i 1998. Dansk Folkeparti var medvirkende til, at udlændingepolitikken blev et vigtigt tema ved folketingsvalgene i de efterfølgende årtier. Andre politiske partier tog dog også efterhånden emnet op.

Poul Nyrup Rasmussen statsminister 1993-2001. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

I 2001 genvandt de borgerlige partier regeringsmagten. Statsministeren blev Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Diskussionerne om udlændinge og integration fortsatte, og den nye regering gennemførte flere stramninger af udlændingepolitikken. Formålet var at begrænse dele af indvandringen, få flere i arbejde og forbedre integrationen. Nogle af de efterfølgende regeringer har gennemført yderligere stramninger af udlændingepolitikken.

Anders Fogh Rasmussen, statsminister 2001-09.

For eksempel er der indført et krav om, at man skal have opholdt sig i en længere periode i Danmark og have arbejdet, før man kan modtage fuld kontanthjælp. Derudover skal udlændinge have boet længere tid i Danmark for at få dansk indfødsret, ligesom man skal opfylde krav til arbejde og selvforsørgelse. Endvidere må man ikke begå alvorlig kriminalitet, og man skal bestå en række prøver i det danske sprog samt i dansk historie, samfund, kultur og værdier.

Pia Kjærsgaard tidligere formand for Dansk Folkeparti (1995-2012) og Folketingets første kvindelige formand (2015-19). Foto: Ritzau Scanpix.

Det er også blevet sværere at få en ægtefælle fra udlandet til Danmark. Blandt andet skal begge personer være fyldt 24 år (den såkaldte 24-års-regel) og opfylde en række krav om blandt andet arbejde, selvforsørgelse, uddannelse, bolig og dansk­kundskaber. Formålet er at sikre det bedst mulige udgangspunkt for vellykket integration af den ægtefælle, som kommer til Danmark.

Det er dog ikke alle, der har været enige om den strammere udlændingepolitik. Modstanderne har blandt andet kritiseret, at de lavere økonomiske ydelser skaber øget fattigdom og at de strammere krav til familiesammenføring splitter familier, og har gjort det for svært (også for danske statsborgere) at få en ægtefælle til landet.